Opskrifter som skal prøves

Tundeller med sesam og frisk persille

IMG_3283

Det kan være svært at få nok fisk på menuen. Herhjemme indtages fisk ofte til frokosten i form af laksemadder. Dog er vi ikke altid lige gode til at få det til aften. Forleden delte jeg nogle inspirerende opskrifter fra forskellige blogs – heriblandt en opskrift på tun nuggets fra Twin-food.dk. Det gav mig lyst til at eksperimentere med nogle tundeller selv. Resultatet blev disse små, velsmagende deller med frisk persille, vendt i sesamfrø. Det var et hit, og derfor ikke sidste gang, det skal serveres. Det er slet ikke svært at lave, og man kan sagtens tilføje flere krydderier som f.eks. spidskommen, chili, koriander osv. Jeg tænker at tilføje spidskommen næste gang – for det er et af mine favorit-krydderier!

Portionen er god og stor – og der er nok til fryseren eller frokosten dagen efter!


Opskrift på tundeller med sesam og frisk persille (5-6 personer)


Ingredienser:

  • 3 dåser tun – dem i vand
  • 1 æg
  • 2 fede hvidløg
  • 1 rødløg
  • 1 gulerod
  • ½-1 dl æblecidereddike
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 god håndfuld frisk persille
  • 2 spsk tahin (jeg brugte den lyse – 20 kr i Rema)
  • salt og peber
  • sesamfrø

Fremgangsmåde:

Dræn tunen for vand. Hak rødløg og hvidløg fint. Rør tunen sammen med ægget og tilsæt hakket rød- og hvidløg. Tilføj tahin og olivenolie. Riv guleroden helt fint og tilsæt den. Hak persillen fint og rør i. Slut af med at tilføje æblecidereddike. Tilsæt lidt af gangen. Tun-farsen skal stadig være ‘fast’. Til sidst tilsættes salt og peber. Brug dine hænder til at forme små, runde tundeller. Rul dem i sesamfrø. Du kan enten stege dem på panden eller bage dem i ovnen. Jeg bagte halvdelen i ovnen i 30-25 min ved 200 grader varmluft. Den anden halvdel stegte jeg på panden i olie. Dellerne på billederne er bagt i ovnen. Når du steger dem på panden, får de en mere gylden og sprød overflade. Server med en god salat og eventuelt nye kartofler, og du har en komplet og sommerlig ret.
IMG_3278Jeg har ferie fra arbejdet de næste to uger, så de skal bruges på en masse hygge og en tur med min familie til Sjælland. Det ser jeg rigtigt meget frem til! Dejlig dag til jer derude.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrifter som skal prøves