Spidskålssalat med avocado, æble og soya-mandler

Hudpleje: mine favoritter og tips

fullsizeoutput_10cd

I mine tidlige teenageår havde jeg store problemer med min hud. Dette er noget, jeg tidligere har været inde på her på bloggen. Netop problematikken omkring min hud, har startet en interesse i at undersøge, hvad der har indflydelse på f.eks. uren og tør hud. Jeg vil derfor dele lidt ud af, hvad jeg gør i tiden for at passe på min hud. Kost har for mig stor betydning for, hvordan min hud ser ud. Jeg kan tydeligt se, hvis jeg har spist sukkerholdige ting eller lignende. Så selvfølgelig er en sund kost med masser af grønt essentiel for en pæn hud, idet du herigennem får en masse gode vitaminer og mineraler, som er vigtige for huden. Fokus er ofte på, hvordan man kan fugte sin hud udefra i form af cremer, serum, ansigtsmasker mm. Men din hud har også brug for at blive fugtet indefra af de retter fedtsyrer. Her er jeg begyndt at tage hørfrøolie, som tilskud sammen med den flydende fiskeolie, som tidligere har været en del af mine daglige kosttilskud. Jeg vil forsøge at uddybe i nogle punkter nedenfor, hvad der er godt og hvorfor jeg bruger netop disse kosttilskud/cremer til min hud.

Hørfrøolie + fiskeolie: Som nævnt er det helt nyt, at jeg er begyndt at tage hørfrøolie. Det var min søster, som fortalte mig om de gavnlige effekter fra olien, og jeg er derefter begyndt at tage en skefuld dagligt. Den er fantastisk til huden, da den ligesom fiskeolien indeholder omega 3 og 6 fedtsyrer. Herudover indeholder olien noget kaldet alfa-linolensyre, som er fantastisk til tør hud, da det gavner processen, hvor den tørre hud genopbygges. Grunden til at hørfrøene indtages i olieform i stedet for blot gennem frøene er, at frøene ikke kan nedbrydes af kroppen i hel tilstand og dermed optages de gavnlige fedtsyrer ikke. Fiskeolie er ligesom hørfrøolien rig på omega 3 og 6. Jeg indtager olien i flydende form fremfor kapslerne, idet olien er rigere på vigtige fedtsyrer såsom DHA og EPA, som ofte går tabt i kapslerne. Min hud oplever jeg som tør. Samtidig, er den slem til at oliere i løbet af en dag. Dette kan dog skyldes, at den mangler fugt, da huden herved vil overproducere egen ‘olie’ og dermed fremstå fedtet. Jeg oplever, at cremer ikke er nok til at holde min hud fugtet og derfor tager jeg disse olietilskud. Fiskeolien indeholder også vitamin A, som er gavnlig for specielt uren hud.

Super3 Booster fra Beauté Pacifique: denne creme er noget af en udskrivning. Men når det er sagt, så har den altså også alle de gode ingredienser, som både hjælper, hvis man er ramt af akne/urenheder eller hvis man er begyndt at få lidt rynker og fine linjer i huden. Den indeholder to former for vitamin A, som helt klart er det, man skal kigge efter, hvis man har problemer med akne/uren hud. Jeg har brugt den i en lille måned nu. Den er virkelig drøj i brug, hvilket betyder at den holder ret længe. Det er en fed creme, som fungerer som en natcreme, som kun skal bruges hver anden aften grundet det høje indhold af vitamin A. Du kan læse mere her om de gavnlige effekter.

T-zone peeling fra Pudderdåserne: Denne creme er virkelig magisk. Jeg er enormt glad for dette produkt, og derfor vil jeg gerne sende varme anbefalinger videre. Den indeholder salicylsyre, hvilket går ind og afhjælper tilstoppede porer. Grundet indholdet af salicylsyre (BHA) sker der en kemisk eksfoliering af huden modsat den, vi kender fra scrub-produkter indeholdende små korn, der kan medføre riser i hudens overflade, hvis den er for grov. Du kan læse mere om T-zone peeling her.

Sidst er der den oliefri creme – som også er fra Beauté Pacifique. Den er bare genial som dagcreme. Specielt, hvis man har en hud, der fedter i løbet af dagen.

Andre faktorer som kan spille ind ift. uren hud:

  • Dine make-up pensler: Husk altid at vaske disse jævnligt! Ellers tværer du hver dag en masse bakterier rundt i dit ansigt, der kan medføre urenheder.
  • Hovedpudebetrækket: Ligesom make-up penslerne, kan der være mange bakterier samlet her, der kan give urenheder. Skift dit hovedpudebetræk så ofte som muligt.
  • Mælkeprodukter: dette indeholder et naturligt indhold af hormoner, som kan skabe en ubalance, der kan forårsage urenheder. Der kan altså være en sammenhæng mellem udbrud af akne og indtag af mælkeprodukter. Jeg selv bruger havredrik i stedet for komælk, du kan også benytte andre former for plantemælk såsom soya, mandel eller risdrik. Det er super lækkert i kaffen og havregrøden. Smagen er meget bedre end almindelig komælk, hvis du spørger mig. Mælkeprodukter er en vigtig kilde til calcium, derfor kan det være nødvendigt at investere i kosttilskud med calcium og D-vitamin, hvis du skærer mælkeprodukterne fra.
  • Drik vand! Ja, den har du nok hørt før, men det gør altså en kæmpe forskel.
  • Rens din hud morgen og aften. Jeg bruger en mild vaskegel fra Matas Natur.

Når alt dette er sagt, så er jeg ingen ekspert på området. Alt dette er noget jeg har læst mig til af egen interesse, og hvad der fungerer ift. min hudtype. Det er derfor ikke sikkert, at du vil opleve samme effekt, som jeg selv.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spidskålssalat med avocado, æble og soya-mandler